Hvad gør staten for at hjælpe eksmodstandsfolk videre? – To artikler

Intro til artikel 1:

I artiklen fra Berlingske Tidende fortælles der om et forslag til Folketinget om erstatning til Ofre fra Besættelsestiden. Her kan man se, hvem man vil give erstatning og hvor stor, erstatningen kan være. Efter nutidens forhold ser beløbene ikke store ud, men dengang i 1945 var der tale om betydelig økonomisk hjælp.

Berlingske Tidende 20. september 1945

52,8 mill. kr. én gang for alle og 4,750 mill. kr. om året til besættelsestidens ofre

Erstatningsloven forelagt Folketinget af minister Mogens Fog

Minister for særlige anliggender Mogens Fog indfriede i går et løfte i ”trontalen” ved forelæggelse af lovforslag om erstatning til besættelsestidens ofre.

Lovforslaget har fem hovedafsnit:

  1. Erstatning i anledning af invaliditet og død.
  2. Hædersgaver til deltagere i Frihedsbevægelsen og deres efterladte.
  3. Godtgørelse for lidelse og tort i anledning af frihedsberøvelse.
  4. Erstatning for tingskade.
  5. Støtte til pårørende eller fortsættelse af virksomhed eller uddannelse samt til genoprettelse af særlige tab.

Desuden et par afsnit om administrationen, hvorunder oprettelse af et erstatningsråd.

Hvem der får erstatning

Erstatning i anledning af invaliditet og død ydes for det første til aktive deltagere i Frihedsbevægelsen, hvad enten de er invaliderede under aktion eller i tysk fangenskab, men kun til frihedskæmpere før 5. maj 1945. Desuden til samtlige personer, der faldt ind under kommunistloven, og som invalideredes eller omkom som følge af eftersøgning, fængsling, internering eller deportation. . Derefter kommer de personer, som blev invalideret, fordi de deltog i Folkestrejkerne, der var et vigtigt led i hele Frihedskampen. Endelig alle de, der har pådraget sig skade eller sygdom som følge af eftersøgning, fængsling, internering eller deportation af nationale eller politiske grunde, på grund af deres afstamning eller som tilhørende det danske politi og grænsegendarmeri.

Uden for loven falder de, der tilfældigt er ramt af besættelsesmagtens overgreb.

Berettigede til dødserstatning er de efterladte efter de før omtalte personer, der er henrettet eller myrdet af tyskerne eller i øvrigt er afgået ved døden som følge af skade eller sygdom pådraget under de før beskrevne forhold.

Hvor meget der gives i erstatning

Reglerne for erstatningens størrelse følger nogenlunde reglerne i militærinvalideloven og krigsulykkesforsikringslovene.

Maksimum for erstatning for 100 % invaliditet bliver 6.400 kr. for forsørgere og 4.800 kr. for ikke-forsørgere. Dette ligger lige op ad søfolkenes maksimum. Den laveste årlige invalide-erstatning bliver 3.600 kr.

Erstatning til enkerne fastsættes til en årlig rente på 50 % af afdødes indtægt, medens børne-erstatningen fastsættes til 15 % for det første barn og 10 % for de følgende, men således, at den samlede enke- og børne-erstatning ikke kan overstige 75 % af afdødes årsløn, en grænse der nås, når der efterlades enke med o børn under 18 år. Højeste erstatning bliver 4.500 kr. og den laveste 2.250kr. Ved nyt ægteskab normalt renten for enken, men bevares ubetinget for børnene.

Intro til artikel 2:

I en artikel fra sommeren 1946 i den kommunistiske avis Land & Folk fortælles der om den første efterkrigstids hjælp til hjemvendte KZ fanger og mennesker, der havde været flygtet til Sverige. Folketinget havde nemlig hurtigt efter Besættelsens ophør vedtaget, at der kunne gives økonomisk støtte til disse, hvis de havde brug for hjælp til at komme i gang i tilværelsen igen. Det var også muligt at give økonomisk hjælp til deres ægtefælle og børn

Land og Folk 14. juli 1945

Centralkontoret understøtter ca. 10.000 personer

Institutionen, der tager sig af de hjemvendte fanger og flygtninge, har udviklet sig til en omfattende virksomhed

Det er ikke få tusinde flygtninge og deporterede danske patrioter, der efter Danmarks befrielse er vendt tilbage til landet. For hovedpartens vedkommende kommer de hjem i laser og pjalter og uden en øre i lommen; mange er på grund af de udståede lidelser ude af stand til at tage arbejde den første tid efter hjemkomsten, og de har derfor kun det offentlige at ty til, hvis de vil have noget at leve af.

Det skal siges, at hjælpen til de hjemvendte hurtigt blev organiseret gennem Centralkontoret under Ministeriet for særlige Anliggender, selv om der, ret naturligt, i den første tid var en del vanskeligheder at overvinde.

Ingen behøver at lide nød

Centralkontoret havde først til huse i Rådhusets anneks, flyttede derpå til Persilhuset og har nu for kort tid siden fået nye lokaler i Dronningens Tværgade, hvor jeg i et af de mange kontorer finder ekspeditionschef Olsson og beder ham fortælle lidt om kontorets virksomhed.

– Hvor mange klienter har kontoret?

– I øjeblikket yder vi hjælp til mellem 8.000 og 10.000 hjemvendte.

– Der klagedes over, at hjælpen i den første tid ikke var særlig stor.

. Det er rigtigt, at vi i den første tid måske var lidt mere knebne end nu; det hele var ikke indarbejdet, og vi måtte holde os temmelige nøje til de fastsatte regler for hjælpens udbetaling. Nu tager vi lidt mere elastisk på det og yder den hjælp, vi skønner fornøden. Naturligvis kan vi ikke erstatte, hvad de pågældende har mistet under deres ophold i fængsler og lejre, det er noget, der må vente, til Erstatningsloven kommer, men vi yder dem, hvad de behøver til husleje, klæder, føde, afbetaling og lignende nødvendige udgifter, ligesom vi også betaler for rekreationsophold, hvor det er påkrævet. Ingen af de hjemvendte behøver at lide nød.

Ikke mange, der ønsker rekreationsophold

– Er der mange, der har taget mod tilbuddet om rekreationsophold?

– Nej, det er det mærkelige, at vi faktisk ikke har haft ret mange ansøgere, skønt vi har gjort, hvad vi kunne for at hjælpe de hjemvendte også på dette område. Til dem, der har henvendt sig til os, har vi skaffet plads på  et eller andet hvilehjem, ligesom vi også har betalt opholdet for dem, der selv har fundet et sted at være, men der har, som sagt, været forbavsende få ansøgere.

– Skyldes det ikke, at de, der nu har måttet undvære deres familier i flere år, nødigt vil tage fra dem, selv om det kun er for en forholdsvis kort tid?

– Jamen vi betaler opholdet ikke alene for den pågældende ansøger, men også for hans kone og børn under 18 år, så det skulle ikke kunne skabe vanskeligheder.