”Skyd-ham!”

”Skyd-ham!”

”Lands-for-ræ-der, lands-for-ræ-der,”

lød de taktfaste råb efter anholdte mænd og kvinder, mens spytklatter og bandeord føg gennem luften.

Det var den 5. maj 1945 på Stænderpladsen i Viborg. Tyskerne havde overgivet sig i Danmark. Og nu begyndte opgøret med de danskere, som modstandsbevægelsen mente havde været nazister eller hjulpet tyskerne. De blev kaldt landsforrædere, og i hele Danmark var stemningen på gaderne truende og hadefuld mod de mænd og kvinder, der var mistænkt for at være landsforrædere.

40.000 anholdte

Fra om morgenen den 5. maj og hen over sommeren 1945 blev 40.000 danskere anholdt af modstandsfolk og politi, fordi de var mistænkt for landsforræderi – det svarer faktisk til, at alle, der bor i Viborg i dag, blev anholdt. Ca. 25 blev dræbt under anholdelserne, de fleste i København.

De normale bestemmelser om, at anholdte i Danmark skal stilles for en dommer inden 24 timer, var sat ud af kraft. På grund af de mange tusinde anholdelser var der slet ikke fængselspladser nok. Derfor blev danskere, der var mistænkt og anholdt for landsforræderi, sat i fængsler og midlertidige lejre. Forholdene var ofte dårlige for de internerede, som fangerne blev kaldt. De var stuvet sammen, havde intet privatliv, fik elendig mad og ofte bare lidt halm at sove i.

Vrede

Der var ikke mange danskere, som udtrykte medlidenhed med landsforrædere. Derimod ønskede mange danskere efter befrielsen i 1945 en omfattende udrensning i det danske samfund, som betød, at alle, der havde samarbejdet med tyskerne og hjulpet besættelsesmagten, skulle straffes strengt – måske endda med døden. En meningsmåling, som blev bragt i Berlingske Tidende i juni 1945, viste, at 91% mente, at danskere, som havde været ”stikkere” (altså havde givet tysk politi oplysninger om modstandsfolk, så de blev arresteret) skulle henrettes.

I alle lande, der havde været besat af Nazityskland, var der et stort had til de medborgere, som man mente var landsforrædere. Det skyldtes ikke kun, at de havde været nazister eller fx soldater for Hitler. I bl.a. Danmark havde besættelsen været præget af kompromiser og samarbejde med tyskerne fra mange sider i det danske samfund. Derfor var der efter krigen et stort behov for at gøre besættelsesårene sort-hvide og Danmark til et land, der uden for enhver tvivl havde været på de allieredes side mod Hitler og nazisterne.

Sådan gik det til, at det lynhurtigt kom til at se ud som om, at der under krigen egentlig kun havde været to slags danskere: På den ene side var der modstandsfolkene støttet af alle ordentlige danskere – og på den anden side var der mindretallet, landsforræderne. Mange af dem blev straffet efter krigen.

 Retsopgør 

Allerede under besættelsen var modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet, begyndt at arbejde på et opgør ved domstolene med de danskere, der havde arbejdet for den tyske besættelsesmagt eller fx var gået i tysk krigstjeneste på østfronten. De blev efterhånden enige om retsopgørets love med politikerne.

Kort efter befrielsen, den 1. juni 1945, vedtog et stort politisk flertal på Christiansborg at gennemføre et retsopgør med de danskere, der havde begået landsforræderi. Den vigtigste lov blev kaldt Straffelovstillægget, og den havde store konsekvenser.

For det første havde loven tilbagevirkende kraft, dvs. at handlinger, som ikke havde været ulovlige under besættelsen, nu blev gjort strafbare. Fx var det under besættelsen ikke forbudt at gå i tysk krigstjeneste i SS. Men efter krigen blev krigstjeneste straffet med fængsel.

For det andet var straffene strenge og gik fra minimum fire års fængsel for fx krigstjeneste på østfronten til dødsstraf for mord og tortur. Danmark havde ellers afskaffet dødsstraffen før 2. verdenskrig, og man skulle helt tilbage til 1892 for at finde den sidste henrettelse af en forbryder i Danmark.

For det tredje måtte fangerne ikke prøveløslades.

For det fjerde mistede danskere, der blev dømt for landsforræderi, fx stemmeret og tilladelse til at arbejde som læge, præst eller biografdirektør! Det kaldtes tab af ”almen tillid.” 

Det var ikke meningen med loven, at de dømte nogensinde skulle tilgives og have lov til at blive en del af samfundet igen.

De dømte

I alt blev 12.877 mænd dømt under retsopgøret. Langt de fleste blev dømt for forskellige former for krigstjeneste for Nazityskland i fx SS. En stor del af dem kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland. 78 blev dødsdømt, men nogle fik omstødt deres straf til livsvarigt fængsel. Indtil 1950 blev i alt 46 henrettet. 16 af dem blev skudt i Undallslund Plantage ved Viborg, mens 30 blev skudt på en henrettelsesplads på det nuværende Christiania. Alle de henrettede havde begået terrordrab, tortur eller angivet modstandsfolk til det tyske politi. Nogle kvinder blev dødsdømt, men ingen af dem blev henrettet.

I alt blev 644 kvinder dømt under retsopgøret; de fleste blev straffet for angiveri.

Tilbage til samfundet?

Der blev hurtigt rejst kritik af retsopgøret. Nogle mente nemlig, at det gik hårdt ud over ”små fisk”, mens store forbrydere fik lov at slippe for billigt. Andre mente, at man var nødt til at tænke på fremtiden.

Allerede i slutningen af 1945 begyndte tidligere modstandsfolk og nogle politikere at diskutere, at hvordan de dømte kunne komme tilbage til samfundet. Man kunne ikke lade fangerne sidde i fængslerne år efter år og risikere, at de kom ud i verden igen fulde af had og vrede mod samfundet. Der var også en risiko for, at deres familier blev fattige og udstødte. Endelig var det dyrt med de mange tusinder i fængslerne, samtidig med at der var brug for arbejdskraft efter krigen.

Politikerne mildnede retsopgøret. I fængslerne begyndte man at undervise fangerne og gav dem chancen for at tage en uddannelse. Det blev også muligt at prøveløslade fanger, og der blev oprettet en forsorg, der kunne hjælpe dem efter fængslet. Fra 1947 blev dommene mindre strenge, og mange straffede blev efterhånden benådet. Fanger, der afsonede domme på op til 12 års fængsel, blev fx prøveløsladt i 1949-50.

Nogle af dem, der havde afsonet en dom for landsforræderi, måtte flytte væk fra deres hjemegn, og andre tog til udlandet for at begynde på en frisk. De fleste blev resocialiseret og klarede sig fint i efterkrigssamfundet; de fik job, bolig og stiftede familie.

Mange af dem levede dog et liv med dybe hemmeligheder og fortalte ikke engang deres venner og familie, hvad de havde gjort under besættelsen, og hvad der skete under retsopgøret.