Introduktion til kilden:
Arne Pedersens dom.
I byretten nægtede Arne Pedersen det hele, men blev dog dømt skyldig. Efter byretsdommen tilstod han en række forhold og angav også en person, som han påstod, at han havde brugt som meddeler. Denne meddeler blev dog frikendt af landsretten og herefter nægtede Arne at udtale sig yderlige. Han påstod, at tilståelserne var fremkommet under tvang og torturlignende forhør, og i Højesteret erklærede han sig igen uskyldig.
At tilståelserne skulle være kommet frem under tvang, blev modbevist, og Arne Pedersen blev erklæret skyldig i en lang række forhold omkring angiveri af systematisk, samvittighedsløs og livsfarlig karakter.
Arne blev også fundet skyldig i at have angivet de to modstandsmænd til besættelsesmagten med den følge, at de blev henrettet i marts 1945. Det var det såkaldte forhold 42. Arne havde tidligere indrømmet dette forhold, men benægtede det under højesteretssagen.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom.
Dommen var livsstraf, altså en dødsdom.
Uddrag fra Højesteretsdommen: Dom fra by- og landsret
Uddrag fra Højesteretsdommen: Dom fra Højesteret
