En Frikorpsmands egen fortælling

Introduktion til kilden:

Viborgenser og tidligere Frikorpsmand om at have været i tysk krigstjeneste.

I artiklen Frikorpsmand af Jens Peder Østergaard i bogen Mørke sider af Viborgs historie: Før, under og efter besættelsen 1940-1945 gengiver forfatteren et interview med den tidligere frikorpsmand.

Asger fortæller, at det var ønsket om at blive musiker, der fik ham ind i Frikorps Danmark, men han støttede også sagen om at bekæmpe den russiske kommunisme. Efter krigen endte Asger i krigsfangeskab i Holland og Italien. Da han kom tilbage til Danmark, fik han en dom for tysk krigstjeneste.

Teksten består af en række uddrag fra den oprindelige artikel. Hele artiklen kan bestilles via bibliotek.dk

Uddrag fra interviewartikel: Frikorpsmand
Svineri med tilbagevirkende kraft

Anden Verdenskrig i den tyske besættelse spolerede drømmen om at komme på konservatorium for den unge Asger Egon Kristensen.

I stedet blev han soldat i Hitlers hær og senere idømt fængselsstraf for det. Det sidste har han aldrig forsonet sig med:

”Det var noget svineri – dom med tilbagevirkende kraft. Det var jo fuldt lovligt da jeg meldte mig, siger den i 2003 85-årige nordjyskfødte viborgenser. [….]

”Vi var ikke banditter eller forbrydere, men ganske almindelige unge, der kæmpede for en sag,” mener Asger Kristensen.

”Sagen” var kampen mod Sovjet-kommunismen, og den synes han stadig var retfærdig.

”Ingen har lavet så store krigsforbrydelser som russerne, og vi har jo aldrig fået fred i verden, selv om Anden Verdenskrig sluttede,” fremfører Asger Kristensen.  […]

 

 

 

 

 

 

Asgers drøm om at blive musiker drev ham ind i Frikorps Danmark, men spilleriet blev hurtigt afløst af blodig krig. Her er soldaterkammeraterne samlet for at fejre jul i 1942.

 

”Vi havde stor arbejdsløshed, og jeg greb vel efter halmstrået. Vi så lys forude,” forklarer Asger Kristensen.

Gennem en bekendt blev han optaget i de danske nationalsocialisters stormafdeling (SA, der blandt andet skulle holde vagt ved nazisternes møder. […]

Det var igen ønsket om at blive musiker, der motiverede.

”Jeg håbede stadig at kunne gøre karriere inden for musikken. Ved at melde mig til frikorpset så jeg chancen for at komme ind i et musikkorps, ”fortæller han.

Asger Kristensen blev dog også blæser og havde udsigt til at blive medlem af en kvartet og til uddannelse i Berlin. Men da tyskerne i 1942-43 på østfronten tabte kampen om Stalingrad, var det forbi med at spille. […]

De sidste par år af krigen var manden med musikerdrømmen i stedet kanonér og i næsten daglig kamp. Kanontjansen gav tinnitus og varig hørenedsættelse.

”Jeg har oplevet de frygteligste ting. Men gudskelov havde jeg aldrig bajonetten fremme. Jeg har aldrig brudt mig om krig,” siger han.

Kilde: “Frikorpsmand” af Jens Peder Østergaard i bogen Mørke sider af Viborgs historie: Før, under og efter besættelsen 1940-1945

 

PDF En Frikorpsmands egen fortælling